Dansk lampedesign til de mørke timer
Danske lamper på Arkitektskolen i Aarhus.
I et dejligt sensommersolskin mødtes Vennerne i Designmuseets festsal for at høre ph.d. Malene Lytkens veloplagte og informationsrige foredrag om dansk lampedesign.
Malene begyndte for årtusinder siden i ur-bålets og faklernes tid, bevægede sig over vokslys og tranlamper, petroleumslamper og gasbelysning til den elektriske glødepærers ankomst i hjemmene og endte med sparepærer og LED-lyskilder. Hun fortalte detaljeret om de seneste 100 års dansk design af lamper og om arkitekternes ambitioner om at skabe så behagelig belysning som muligt. Mange af de lamper, hun kom ind på, genkendte Vennerne fra deres bedsteforældres, forældres og egne stuer samt fra det offentlige rum. Foredraget var ledsaget af smukke og informative billeder.
Malene Lytken er uddannet designer fra kunstakademiet ENSBA i Lyon, cand.mag. i kunst- og designhistorie fra Københavns Universitet og ph.d. fra Det Kongelige Akademi/Kunstakademiets Designskole. Hun forsker i hjemmets indretning og design. Hun er forfatter til Danske lamper – 1920 til nu, bidragyder til værket Dansk Designhistorie med kapitlet om lampedesign samt medproducent og -vært på podcastserien Og der blev lys. Malene er omviseransvarlig på Designmuseum Danmark.
Lone Rahbek Christensen.
