Rejsen til Amsterdam
20.-24. april 2026
Vi var begunstigede af det skønneste vejr, mens vi var fire dage i Amsterdam. Det er en yndig by med de karakteristiske gavlhuse ud til kanalerne, kantet med træer, der sprang ud, mens vi så på det. Byen er præget den velstand hollænderne arbejdede sig til med flid og energi, mens de sejlede rigdomme hjem fra Østen.
Vi lagde ud på ankomstdagen med guidet tur rundt på kanalerne, hvor vi kunne få indtryk af kanaler, broer og de skønne huse, høje, smalle med sindrige hejsesystemer og fornemme palæer, der bredte sig til siderne. Bagefter fik vi en god middag på den nærliggende Café Americain, smukt dekoreret i art deco.
Næste dag tog vi fat på det enorme Rijksmuseum, fyldt med verdenskunst. Ikke mindst deres samling af hollandsk guldalder er enestående. Mens man i Europa malede religiøse og mytologiske motiver og bestilte fyrsteportrætter, tog man i Nederlandene fat på en helt ny motivverden. Hollænderne havde gjort det godt, de havde en blomstrende handel, og de dyrkede jorden under de vanskeligste forhold (6-10 meter under havets overflade). De var stolte af deres samfund, og de malede deres eget liv og hængte det op på væggen i stuerne. Så vi kan i dag se 1600 tallets daglige liv med familien, børn og tjenestepiger og drukkenbolte. Vi kan se ind i deres stuer og vi kan se de kendte gruppeportrætter. Hvor medlemmer af borgerforeningen, hjemmeværn og veldædige og opdragende institutioner blev malet, undertiden i gigantformater. Man betalte selv for portrættet, som viser deres glæde over det samfund, de har skabt.
Hollænderne gik også ud i naturen og malede realistiske landskaber med møller, vandløb, bittesmå mennesker og højt til himlen. Floderne brusede og vinden ruskede, mens man på samme tid i Italien malede akademiske, stiliserede fantasi landskaber.
Man kunne bruge hele dagen på museet, men de fleste tog efterhånden ud i byen for at puste ud på en cafe. Vi boede i gåafstand både af de store museer og af kanalerne.
Onsdag var vi på en heldags busudflugt, hvor vi besøgte Delft og den berømte fajancefabrik. Vi fik både set og forklaret fremstillingen og et lille museum med den blå – hvide fajance, som man startede med at producere i begyndelsen af 1600 tallet. Det er en lervare i modsætning til det hårde porcelæn, man først kunne fremstille i Europa hundrede år senere.
Delft er Vermeers by, og efter frokost gik vi en lille city walk igennem den super charmerende bykerne. Vi kunne være gået meget længere, men vi skulle videre til Haag, hvor vi besøgte det mindre, udsøgte museum Mauritshuis. Igen et museum fyldt med den fineste kunst i verdensklasse. Herunder flere af Vermeers værker, men også blandt andet Rembrandt, Frans Hals og Ruisdael.
Johan Maurits byggede huset i 1630’erne, mens han tjente sine penge i de brasilianske kolonier. Den enestående kunstsamling er især baseret på en større donation af Willem I i 1816.
På vejen hjem kørte vores flinke buschauffør en omvej, så vi kunne se de store marker med blomstrende tulipaner i alverdens farver. Det var en mageløs oplevelse.
Sidste hele dag var helliget et besøg på Stedelijk Museum. Vi havde fået udleveret billetter og kunne selv styre vores gang igennem de store samlinger af kunst og design. Holland står for udvikling af en ny avantgardistisk stil i det tidlige 20. århundrede. Især manifesteret i De Stijl og med kunstnere som Rietveld og Mondrian. Igen et meget stort museum, der for nyligt er genåbnet efter et større renovering og nytilbygning. Her kunne vi nyde højt til loftet og luft mellem parrene. Som rosinen i pølseenden så vi en særudstilling med den spændende dansk/ vietnamesiske kunstner Danh Vo.
Om aftenen havde vi turens anden fællesmiddag, nu i et af de gamle kanalhuse.
Fredag formiddag var til fri leg og opsamling af det, man ikke havde nået. Nogle fik skaffet sig billetter til Van Gogh museet, andre gik på shopping og andre slentrede rundt i solen og sugede kanal charmen til sig for sidste gang.
Tak til en fin og fornøjelig rejsegruppe, og tusind tak for de 220 tulipanløg, som I forærede mig den sidste aften til levering til september. Nu vil jeg se frem til foråret med største forventning!
- april 2026 Grete Thrane
