Besøg på Holmegaard Værk

27. aug. 2020

Besøg på Holmegaard Værk 27. august 2020. I silende regn og gennem eftermiddagens myldretrafik nåede vi frem til aftenbesøg på det nyåbnede Holmegaard Værk.

Vi startede i den store forhal, der også rummer butik og tilstødende café, og her blev vi budt velkommen af faglig leder Mette Bielefeldt, som berettede om den lange fortælling om Holmegaard Glasværks 200-års historie frem til lukningen i 2008. Museet rummer en samling på 40.000 unikke stykker glas foruden en lige så stor samling af Kähler Keramik. Men på dette besøg koncentrerede vi os om glasset. Nu er museet åbnet med de to samlinger, og der ligger mange planer for nye måder at vise samlingerne på og om en spændende udforskning af Mosen, som også kan give nye vinkler på Holmegaards historie og inspiration til nye designere.

Fra velkomstintroduktionen gik turen videre til samlingerne og udstillingerne. Vi havde inviteret kunsthistoriker Lone Rahbek til at fortælle sin vinkel på Holmegaards designhistorie. Hun fokuserede på den periode, hvori Holmegaard ’designede’ glas, hvilket begynder i 1928 og varede, indtil de lukkede som ejet af Royal Copenhagen. Med sin absolutte viden om glasdesign og dens samtid, og om de designere der skabte produkterne i tæt samarbejde med virksomheden, fik vi et forrygende, skarpt og muntert foredrag og tilmed illustreret ved en stork stak plancher af de omtalte værker og stilperioder.

Den korte tid mellem foredrag og en bid brød i Holmegaard restaurant blev udnyttet til på egen hånd at nå at se mere af udstillingerne, også den store udstilling med et udvalg af glaskunst skabt på glarmester Per Steen Hebsgaards værksted.