Besøg i Den Kgl. Gipsafstøbnings-samling

7. okt. 2020

Vi var to hold på hvert 18 personer, som på skift oplevede de to gennemgange og nød godt af Gretes velopdækkede bord med små individuelle portioner af ost og nødder og frugt og chokolade med dejlig vin fra Løgismose. Hyggeligt at mødes igen efter den lange Corona-pause!

Først viste kunsthistoriker Nynne Ryhl Olsson fra Statens Museum for Kunst os rundt i samlingen med forskellige nedslag ved særlige årstal eller emner. Fx analyserede hun Wilhelm Bendzs maleri ”Billedhuggeren Christen Christensen arbejder i sit værksted” fra Kunstakademiets Billedhuggerskole, og fik sat mange ting i relief ud fra dette billede – om tiden, kunstnerne, Akademiets undervisning og modens indflydelse. Et andet eksempel var om billedhuggeren Anne-Marie Carl Nielsen, hustru til Carl Nielsen og hendes arbejder i Athen med en kopi af den arkaiske skulpturgruppe Typhon fra Akropolis, og hvad dette arbejde betød for ægteskabet!

Efterfølgende fortalte den unge billedhugger Fredrik Thydén om sit meget personlige forhold til Afstøbningssamlingen: ”Jeg elsker gips! – materialet, stofligheden, håndværket. Først er det et koldt pulver, så bliver det en varm væske og så stivner det og bliver en fast kølig masse – som støver.” Det var næsten som talte han om alkymi. Det var ikke de enkelte værker eller kunstnere ikke engang de enkelte historier, der interesserede ham så meget. Han opfattede hele samlingen som ét samlet kunstværk, som man kunne gå ind i og opleve stofligt – og sanse samlet, og samtidigt opfatte de mange enkeltdele.

Det blev kunsthistorikerens analyserende og forklarende viden op mod kunstnerens direkte følsomhed og inspiration – to vidt forskellige måder at opleve kunst på. Berigede tog vi derfra.

Johan Adam Linneballe

Vi opfordrer i øvrigt alle vores medlemmer til at støtte foreningen Gipsens Venner ved at indmelde sig på dette link: https://gipsen.dk eller: gipsensvenner@gmail.dk det er gratis! Og støtter et rigtig godt formål.