Keramik som tekstil på tekstil som keramik
27. Okt 2022
Udstillingssted for Tekstils skønne butik i Møntergade var ramme om Vennernes arrangement hos Anne Fabricius Møller, som levende formidlede udstillingen ”Keramik som tekstil på tekstil som keramik”.

Vi var en lille sluttet flok Venner, som besøgte den udsøgt kuraterede udstilling i kældergalleriet i Møntergade. Anne Fabricius Møller fortalte levende og interessant om de enkelte værker, historien bag disse og de fremstillingsprocesser, der er benyttet af de enkelte kunsthåndværkere.

Udstillingen viser både nye værker og værker af ældre dato f.eks. smukke stoftryk af Salto, udlånt særligt til Udstillingssted for Tekstil, keramiske værker, der illustrerer tekstilets muligheder, hæklede kopper og kander, kander pakket ind i tekstil, kæmpe krukker og snor fremstillet i keramik. Værkerne afspejler både keramik og tekstil, og udstillingen viser den spændvidde som kunsthåndværkerne arbejder indenfor.

 

Hanne Dalsgaard