Rejsen til Stockholm 2023
Tirsdag den 23. – fredag den 26. maj 2023.
Solen skinnede i fire dage over det forårssmukke Stockholm med nyudsprungne træer og buske og glimtende vand i skærgården. Vi var heldige.
Efter ankomsten til lufthavnen kørte vi direkte til Rosersberg Slot, som var åbnet specielt for os. Så vi kunne gå rundt i slottet i fred og ro og nyde de fine interiører sammen med en kyndig slotsguide. Rosersberg var sommerresidens for kong Karl XIV Johan (Bernadotte) og dronning Desiree. Siden Desirees død har det stort set stået urørt, så det er en enestående tidslomme af sengustaviansk og Karl Johan stil. Smukt og meget svensk.
Næste dag koncentrerede vi os om Stockholm, vi besøgte det ikoniske Stadshus, tegnet for ca. 100 år siden af Ragnar Østberg. Det er bygget i en slags nationalromantisk stil, og der er et væld af fine detaljer, som man skal have en guide for at opfatte. Men nu vil vi fremover kunne se årets Nobelbanket i fjernsynet med helt andre øjne.
Derfra gik turen til Statsbiblioteket, en smuk bygning fra 1928, tegnet af Gunnar Asplund og opført i nordisk klassicisme, også kaldet Swedish Grace.
Efter en frokost med udsigt over skærgården, var der mulighed for at besøge Moderna Museet og Nationalmuseet. Man ser her, at Sverige har været velhavende, det er en enestående rig samling, opstillet i et mix af billedkunst, skulptur og kunsthåndværk.
Således forfrisket af kunsten, tog mange på en bådtur rundt i skærgården, mens andre susede til Svensk Tenn. En forretning, der den dag i dag er domineret af stifteren Estrid Ericsson og designeren Joseph Francks værker. Den har ligget på samme sted i snart 100 år.
Torsdag tog vi på en heldags busudflugt, hvor vi først besøgte Artipelag. En rig mands drøm om at skabe et sted, hvor natur og kunst går op i en højere enhed. Og det var i den grad lykkedes. Vi gik på planker, board walk, langs søen, igennem skov og klipper frem til et moderne byggeri med store glasflader ud mod skærgården. Man skulle lige tage sig sammen til at forlade den skønne terrasse for at gå ind og se på de spændende værker af samtidskunst. Der er ingen permanent samling, men skiftende udstillinger af indlånte værker af høj klasse.
Bagefter kørte vi til Djurgården, hvor vi besøgte Thielska Galleriet. En velhavende bankier havde bygget sig en drøm af en italienskagtig villa i begyndelsen af forrige århundrede, og fyldt den med kunst. Igen enestående smukke omgivelser.
Til sidst besøgte vi Waldemarsudde, hvor malerprinsen, prins Eugen byggede sig en pragtvilla og fyldte den med kunst og blomster. Det hele lå i en eventyrlig park med blomstervæld og vand på flere sider. Mange måtte lige købe sig nogle krukker, designet af prins Eugen i 1915. De kan stadig kun købes på stedet. I en af stuerne hænger der ovenover en kommode et portræt af hans mor, dronning Sofia malet af Anders Zorn. Eugen havde i sit testamente bestemt, at der altid skulle stå 12 af hans krukker fyldt med blomster under portrættet.
Den sidste formiddag var fri, og efter frokost besøgte vi Haga Parken. Det var heldigvis lykkedes os at få åbnet Haga Pavillonen udenfor sæsonen. Så igen kunne vi gå rundt alene med en guide. Haga Pavillonen og parken var Gustav III’s legeplads. Han opførte i tidens ånd en række bygninger til underholdning og overraskelse, fx Koppartelten, Den tyrkiske Kiosk og Eko templet. Pavillonen var hans refugium, hvor han kunne dyrke sin interesse for musik og skønhed, langt fra de træske adelsmænd inde i byen. Det er en udsøgt arkitektonisk perle, hvor alt er gennemtænkt og smukt og – gustaviansk. Her kom Bellmann og festede, og herfra tog Gustav III til maskerade i operaen, hvor han blev skudt.
Vi fik set kunst og arkitektur og design fra flere århundreder, og vi blev fyldt godt op med indtryk.
Tak til vores fine guide, Veronica og til de muntre og interesserede rejsekammerater.
6. juni 2023 Grete Thrane